Tilbage i 90´erne var havørne stadig noget man drømte om på en tur i Vadehavet i vinterhalvåret. Fik man blot et kort øjeblik med en overflyvende ørn, eller kunne man iagttage en sidde på isen på flere kilometers afstand, var dagen reddet. Ingen havde set for sig, at over 80 par skulle yngle i Danmark i 2019. I dag kan man tit og ofte se havørne mange steder i landet. Og selvom Vadehavet faktisk ikke huser mange ynglepar (fordi her jo af gode grunde mangler egnede reddetræer), er det alligevel et godt sted at opleve de store vingefang. Uden for yngletiden trækker mange ørne til kyster med store forekomster af fugle. Eller for Vadehavets vedkommende, døde sæler, som supplerer de mange tusinder fugle, der gør det ud for ørnenes bytte.
I de senere år har mange ørne gjort os selskab på Fanø, når de hen ad eftermiddagen kommer trækkende ind fra Vadehavet og de store sandbanker for at gå til overnatning i klitplantagen. Over 30 ørne opholdt sig på og omkring øen i vinteren 2019/20.
Jeg besøgte en af overnatningspladserne flere gange, og kunne gennem teleskopet skitse havørnene, når de balancerede i toppen af de høje træer og nogle gange skubbede hinanden væk fra de bedste pladser. Med kraftigt håndlavet indisk bomuldspapir, indian ink (flydende tusch) og kulstøv prøvede jeg at fortolke oplevelserne ud fra et ønske om at gengive noget af den dystre stemning i det sene efterår. Se en af de andre værker fra serien i "galleriet".
